Hvordan ser nærvær ud for dig?

Hvad betyder nærvær og tid sammen for dig – mig – og andre?

Har vi samme behov – skal vi have samme behov – skal vi opfylde hinandens behov?

Hvordan ser nærvær ud for dig?

Er det det samme som tid sammen?

 

For mig er nærvær og tid sammen ikke det samme!

 

For mig har nærvær ikke noget med tid at gøre. Nærvær for mig betyder, at jeg eller den/de jeg er sammen med er ”til stede”. Det betyder at når vi er sammen, uanset om det er 5 minutter eller 5 dage, så er der fokus på det at se og høre hinanden, at lave noget sammen.

Man kan sagtens være sammen uden at være nærværende. Der kan sidde mange mennesker sammen, men gemt bag hver sin skærm eller andet. Betyder det så at skærme er bandlyst i selskab med andre. Nej, det gør det ikke. Det fordrer dog en vis opmærksomhed på, hvor mit fokus er. Er det på skærmen, eller på dem jeg er sammen med? Gemmer jeg mig bag skærmen, fordi jeg ikke kan holde samværet ud, eller tager jeg bare en lille kort pause fra et intenst samvær.

En skærm, en bog, et blad eller et håndarbejde kan både berøve samværet for nærvær, give en lille pause, eller skabe en distance mellem de mennesker jeg er i samme rum med.

Et håndarbejde kan også give samtaleemner, tage fokus eller blot være noget at gemme sig bag, hvis jeg er usikker på andres syn på mig.

En skærm kan også indbyde til at dele f.eks. billeder eller andet, jeg er interesseret i. Den kan bruges til oplysning om samtaleemner. Eller den kan ganske enkelt tage et andet sted, end lige der i samværet. Det samme kan gælde for en bog eller et blad.

 

Hvad betyder tid sammen?

Min oplevelse er, at tid sammen har forskellig betydning alt efter, hvor gammel jeg er.

Min aldrende mor på 93 år, værdsætter hvert et øjeblik hun får givet sammen med andre og især dem der er nærmest. Selvom hun er voldsomt udfordret på hørelsen, og derfor har svært ved at deltage i snakken, når der er flere mennesker til stede, elsker hun at være sammen. Bare det at iagttage og være i samme rum som, giver hende stor glæde.

Jeg selv værdsætter både hvert øjeblik jeg får med min mor og mine kære, de muligheder for oplevelser vi får sammen og de snakke vi får sammen. Derudover værdsætter jeg muligheden for at være tilskuer til den måde mine børn og børnebørn interagerer på, og lever deres liv på. Jeg værdsætter alle de gange de inddrager mig i deres liv, alle de forskellige samtaler vi kan have om stort og småt, og muligheden for at bistå dem i at passe de små.

Mine børn sætter også samværet med deres mormor meget højt. De nyder muligheden for at blive aflastet lidt i forhold til de små, og have noget voksenkontakt. De værdsætter muligheden for at dele ansvaret, og kunne lave ting sammen med de voksne, de har tillid til, vil dem det bedste.

Mine børnebørn trives godt med de mange voksnes opmærksomhed, og muligheden for at vælge mellem flere, de føler sig trygge hos. De nyder, at der oftest er en eller flere voksne, der leger med dem, giver dem opmærksomhed og taler med dem. De nyder også de stunder, hvor de er sammen med børn, de ikke ser hver dag i skole eller institution.

Alt i alt er min oplevelse, at tid sammen i vores familie er givende for alle parter.

Er det så tilfældet for alle?   NEJ!

For mange andre er tid sammen næsten uudholdeligt. Det kan der være mange årsager til.

Det kan være pga. sygdom, psykiske udfordringer eller ganske enkelt for stor forskellighed.

Er det så forkert ikke at kunne udholde ret meget tid sammen?  Nej!

Det handler om at finde det niveau, der passer til den enkelte. Det kan til tider være udfordrende, hvis der er meget forskellige behov. Det kan udløse konflikter, når der er manglende forståelser for de forskellige behov.

Hvordan kan dette undgås, og der kan skabes et samvær, der tilgodeser alles behov?

Det kan der ved at finde en forståelse for den enkeltes behov, og gøre det lovligt at have forskellige behov. Det skal være ok at have brug for pauser, eller bare kortere samvær i det omfang den enkelte har brug for det.

Det kan være vanskeligt at nå det mål, og derfor være brugbart med familieterapi, hvor der arbejdes ind i den enkeltes behov, og med forståelsen af den enkelte i gruppen, samt legitimeres at give udtryk for egne behov.

De fleste af os, har et behov for tid sammen med vores nærmeste. Så handler det bare om at finde niveauet og måden, der kan tilgodese alle.

Rigtig god fornøjelse med tid sammen med jeres kære!