Hvad er et indre barn?
Har vi alle et indre barn?
JA vi har alle indre børn, og JA jeg skriver i flertal, da vi alle har gennemgået flere udviklingstrin op
mod voksenalderen.
Nogle af de alderstrin/børn er måske ikke blevet mødt med kærlige øjne og omsorg fra
omsorgspersoner. Der kan også være tale om direkte misbrug enten fysisk eller psykisk fra
omsorgspersoner, eller andre vi har mødt på vores vej.
Når dette sker sidder det lille svigtede barn tilbage indeni os, og mangler den kærlighed og omsorg
det ikke fik under opvæksten.
Det kan påvirke os væsentligt i voksenalderen, og gøre det vanskeligt at opnå en sund tilknytning
til andre mennesker. Det kan være svært at opnå et sundt parforhold, og det kan være svært ikke
at give de uhensigtsmæssige adfærdsmønstre videre til egne børn.
Hvis vi ikke har fået den omsorg et lille barn har brug for under opvæksten, har vi med stor
sandsynlighed oparbejdet nogle mestrings strategier, der har sikret overlevelsen og hjulpet os
gennem livet. Disse mestrings strategier har været nødvendige for at komme igennem livet som
barn og ung. De kan dog også komme til at spænde ben for os, når vi er blevet voksne.
Det er ikke altid let selv at få øje på de mere uhensigtsmæssige strategier, eller at gøre noget ved
dem selvom ønsket måske er der.
Hvis man har fået øje på nogle af disse strategier i ens egen adfærd, kan følelsen af at være forkert
let opstå. Det kan så føre til ikke at føle sig god nok helt grundlæggende, og få os til enten at lukke
os inde i os selv, eller udvise en grænseoverskridende adfærd for at opnå bekræftelse. Det kan
være misbrug af en hvilken som helst art, overdreven omsorg for andre eller overdreven behov for
opmærksomhed fra andre, hvor man kan komme ud i usunde handlemønstre for at opnå dette.
Gennem terapi kan der tages kontakt til disse indre børn, hvor man kan lære selv at give de indre
børn den omsorg de aldrig fik. Når den kontakt oprettes, kan man til hver en tid som den voksne
person man er nu, stoppe op og give de indre børn kærlighed, når de dukker op med deres
uhensigtsmæssige adfærd i voksenlivet.
Det kan give en følelse af at være hel igen. At være god nok, præcis som da man var helt lille og
nyfødt baby, inden der opstod behov for overlevelses strategier. Der hvor den lille nyfødte baby
havde en ubetinget tro på, at alle omkring elskede helhjertet og rent.
Skal vi så gå rundt og bebrejde vores omsorgspersoner for alt dette?
Min erfaring er, at hvis jeg bruger al min energi på at bebrejde mine omsorgspersoner, så er der
ikke meget energi tilbage til at glæde sig over den jeg er i dag.
Derfor kan det måske være mere hensigtsmæssigt at vende fokus på sig selv, og give sig selv den
nødvendige kærlighed og omsorg, og dermed bruge energien på en selv frem for andre, da der
alligevel ikke kan ændres noget i fortiden.
Det er ikke ensbetydende med, at fortidens hændelser skal gemmes væk og negligeres, blot at
energien kan bruges et sted, hvor det handler om at få det godt i nutiden.