Selvværd er ikke det samme som selvtillid
Forskellen ligger i, at selvtillid er den værdi, jeg og andre tillægger mig på grund af det, jeg KAN og GØR. Selvværd er den værdi, jeg har, bare fordi jeg er mig – også selvom jeg måske ikke KAN eller GØR noget som helst, eller i hvert fald ikke noget, hverken jeg selv eller andre tillægger nogen positiv værdi.
Er jeg noget værd, bare fordi jeg er mig, bare fordi jeg er blevet født ind i denne verden med alt, hvad der er mig?
JA!
DET er du og jeg!
TROR du og jeg altid på det?
NEJ!
Kender du også tankerne og følelserne om, at jeg skal yde noget, før jeg kan nyde og føle, jeg er noget værd? Og at det jeg skal yde, skal have en positiv værdi for både samfundet og andre omkring mig? Både du og jeg ER værdifulde, bare fordi vi ER her! Alle er værdifulde og værd at elske, bare fordi vi er her – uanset hvad vi laver eller ikke laver, uanset hvad vi kan eller ikke kan.
Hvordan kan du og jeg så selv begynde at tro på det og behandle os selv derefter? Det kan vi blandt andet gøre gennem terapi, hvor vi arbejder med den grundforståelse, vi har af os selv.
Vi arbejder med den historie, andre har lagt i os fra fødslen, og gennem det liv, vi har levet indtil terapien starter. Stille og roligt kan der tegnes et andet og mere realistisk billede og skrives en ny fortælling om en selv. Forståelsen for, hvad den kultur og tro, man er opvokset i og med, har af betydning, er også en vigtig brik i dette arbejde. Uanset hvilken kultur eller tro, man vokser op i og med, så har det en stor indflydelse på vores selvbillede. Der er nogle livsvilkår, der sætter nogle rammer i forhold til for eksempel velstand, og dermed udvider eller begrænser de muligheder, den enkelte er vokset op med.
For at nå i mål må der arbejdes med nye overbevisninger og syn på en selv. Gamle overbevisninger må sendes på museum og parkeres et sted, hvor de ikke dukker op som det første ved enhver udfordring. Det kan være overvældende at gennemgå sådan en proces. Derfor er det en proces, der bedst arbejdes med i et tillidsfuldt terapeut/klient-forhold. Et rum, terapeuten sørger for, er trygt og tillidsfuldt. Et rum, hvor klienten kan være lige præcis den, man er, og bliver mødt uden fordømmelse.